BØRGE LUND NY TRÆNER I ELVERUM

22.november
2019
Kl: 10:43
Den nuværende assistenttræner på det succesfulde norske herrelandshold bliver ny træner for det norske tophold Elverum. Parterne har indgået en 3-årig aftale. Børge Lund har indtil nu været træner i sin barndomsklub Bodø HK.

Før Børge Lund indledte sin trænerkarriere, havde han en lang og flot karriere som spiller i både Danmark og Tyskland. Som spiller har han repræsenteret AaB Håndbold, Nordhorn, THW Kiel, Rhein Neckar Löwen og Füchse Berlin. Desuden har han repræsenteret Norge i 216 landskampe. Det er derfor en yderst rutineret herre, der fra den kommende sæson overtager roret i den norske topklub. 

Børge Lund fortsætter sideløbende med sit nye trænerjob arbejdet som assistenttræner på det norske herrelandshold, hvor den næste store udfordring bliver EM i 2020. Derefter følger kvalifikation til OL i Tokyo.

Børge Lund havde muligheden for at blive træner i udlandet, men den samlede løsning i Elverum passede Børge Lund bedst.

Børge Lund: ”Elverum er vel at betragte som et af de mest interessante trænerjobs i Norge, og derfor er jeg også glad for at Elverum har peget på mig som den rette til at føre projektet videre. I de seneste år har Elverum markeret sig flot på den internationale scene. Den proces vil jeg gerne være med til at fortsætte.”

Best Way Management ønsker både Elverum og Børge Lund tillykke med samarbejdet.