STORTALENT FORLÆNGER MED VIBORG HK

12.oktober
2020
Kl: 13:41
Det 19-årige stortalent, Anna O. Kristensen, forlænger kontrakten med Viborg HK for de kommende tre sæsoner.

Anna O. Kristensen havde en fantastisk første sæson i klubben, hvor hun endte med ligaens højeste redningsprocent.

Forlængelsen glæder naturligvis cheftræner Jakob Vestergaard: ”Anna er en fantastisk målvogter, der har potentiale til at gå hele vejen. Hun er allerede nu uhyggeligt dygtig og redder mange bolde fra alle positioner og i alle situationer. At hun så udover det er et behageligt menneske, og en god person at have i og omkring holdet, er bare en bonus. Anna er enormt træningsivrig og ærgerrig, og er rigtig dygtig til at omsætte informationer. Derfor tror vi på, at hun kan blive endnu dygtigere og stærkere. Der er ikke meget, der skal ændres ved Annas spil, men vi håber på at kunne bygge en lille smule mere på.” 

Hovedpersonen selv er glad for at kunne tage tre sæsoner mere i Domkirkebyen: ”Jeg har det rigtig godt i Viborg HK og er rigtig glad for mine holdkammerater og alle omkring klubben. Jeg udvikler mig hele tiden, både på og udenfor banen, hvilket har stor betydning for mig. Det betyder meget for mig, at jeg er i en klub, hvor jeg er glad hver dag, når jeg går til træning.” 

Best Way Management ønsker Anna og Viborg HK et stort tillykke med forlængelsen.